Efter en sommersæson hos Arena tog hun til England, Billy Smarts big top, med samme tryllenummer og det var her, den tjekkiske cirkusfamilie Faltyny-truppe så hende og spurgte, om hun ville i "lære " hos dem som tempojonglør og akrobat på et hjulet cykel.
 - Da LInes kontrakt udløb med Kim Kenneth i England tog Line til Hamburg, til Hansa Teatret, med sin familie. 
Jeg fik mine ting på plads i campingvognen, som jeg skulle dele med en tjekkisk pige. Vi trænede hver dag, og derefter gik turen til Offenburg, hvor jeg skulle møde op til min første kontrakt med den tjekkiske familie.
Offenburg.
Jeg husker, at jeg ikke blev hentet ved stationen. Jeg ringede og ringede, men de tog ikke telefonen, og jeg spekulerede på, om det var den forkerte dato. Heldigvis så jeg nogle cirkusplakater, så jeg gik ned gennem byen med mit Føtex juletræ under armen en kold decemberdag i min søgen efter cirkusset. Jeg ankom til pladsen, fandt deres vogn og bankede på. De havde blot sovet over sig! Jeg kunne ånde lettet op.
De første par timer brugte jeg på at indrette mit nye sted, lidt billeder på væggen, toilettasken tømt, sengetøjet lagt på, hilsner fra veninderne hængt op, musikken sat til og jeg fik handlet ind - så var mit nye hjem klart fortæller Line.
Allerede næste dag gik prøverne i gang. Lys- og musikprøver, gennemgang af forestillingen samt træning af vore numre. Jeg var meget nervøs, også lidt fordi deres engelsk ikke var helt så godt. Der blev hele tiden sagt beskeder og snakket på tjekkisk - jeg måtte hele tiden sige "Excuse me".
Det var trættende, man følte sig virkelig som en pestilens. I manegen, i stressede situationer blev det igen sagt på tjekkisk, og så gik de pludselig alle sammen deres vej, og så stod man der og flagrede – der blev min tålmodighed sat på prøve.
De var enormt søde og tænkte også mere og mere på at oversætte for mig, specielt Jitka, pigen jeg boede sammen med. Og min mor havde skaffet mig en engelsk-tjekkisk bog med et lydbånd. Jeg begyndte så småt at forstå ord, så gik det bedre ...
Så skete der det, at en marokkansk trup blev sendt hjem på premieredagen, da deres
arbejdstilladelser ikke var i orden, og direktionen stod nu og manglede et nummer til forestillingen.
Direktionen vidste, at Faltyny-familien havde et knivkaste-nummer og han spurgte, om vi kunne optræde med det samme aften og resten af turneen. Emil kikkede på mig vel vidende om, at det havde jeg aldrig prøvet. Han mente godt, vi kunne klare det.
Jeg øvede så nummerets koreografi - så jeg helt nøjagtigt vidste, hvor min plads var og hvor vigtigt det var at stå helt stille! Vi kunne ikke prøve knivkastningen, for alt var gjort klart til premieren få timer efter, så første gang jeg fik kastet knivene efter mig var med 1500 tilskuer. Jeg var virkelig bange, men synes ikke jeg kunne nægte det.