Under Christian V havde Dyrehaven været lukket for menig mand, og først i Frederik V's regeringstid blev der i 1756 atter fri adgang til området, hvor gøglere og beværtere havde slået deres telte op ved Kirsten Piils Kilde. Og københavnernes kæreste fornøjelse, Skt. Hans-festerne genopstod. De hurtigt opsatte telte bredte sig fra kildeområdet op på den nærliggende bakke, hvor omrejsende teaterselskaber, linedansere, bjørnetrækkere, kunstberiddere og vidunderlige mekaniske indretninger blev en fast bestanddel af forlystelserne. <
I år 1800 kom en af nutidens elskede Bakkeskikkelser, Pjerrot til. Pjerrotfiguren er omkring 4000 år gammel og stammer fra Tyrkiet. Siden bredte den sig ud over Europa, og for 500 år siden fik figuren renæssance i det italienske teater Commedia dell' Arte, hvor han var en drillende møllersvend, som var umådeligt forelsket i den smukke Columbine. Dengang havde Pjerrot også en stor mund, men hvor man i dag maler munden stor og rød, skar man dengang munden større på den arme artist.
Bakkens første Pjerrot var den italienske kunstner, Casorti, som optrådte med pantomime. Siden ændrede Pjerrot sig til en blårspisende drillepind, som hovedsageligt optrådte med tryllerier og Mester Jakel Teater. Tryllerierne og den gamle dukketeatertradition er der stadig, men Pjerrot spiser dog ikke blår længere. "Det er alt for usundt" siger Bakkens Pjerrot.
Napoleonskrigene i starten af det 19. århundrede satte i nogle år en stopper for indvandringen af udenlandske kunstnere, men det muntre liv på Dyrehavsbakken fortsatte uændret. Bakken blomstrede som aldrig før og var populær i alle samfundslag. Dette ikke mindst grundet, at det var blevet mondænt for tidens forfattere og poeter at beskrive Dyrehaven og Bakkens lyksagligheder.
Det blev også lettere at komme til Bakken. Strandvejen blev betydeligt forbedret i 1808, og i 1820 blev Danmarks første dampskib sat i rutefart mellem Langelinie og Bellevue. Siden åbnede jernbanen til Klampenborg i 1864.
I 1840 fik Dyrehavsbakken officiel tilladelse til at udvide kildetiden med 3 uger således, at der nu var åbent i 8 uger. Kilden havde næsten mistet sin betydning. Det var nu Bakken, der tiltrak menneskemængderne. Flere og flere af de rejste telte blev skiftet ud med fjælleboder bygget i træ, der rummede et sandt sammensurium af vaffelbagerier, spisesteder, keglebaner, loppecirkus, dampkarruseller, gøglerparader og etablissementer, hvor ti-øresdansen flittigt blev trådt.
Det københavnske forlystelsesliv var inde i en rivende udvikling, og i 1843 åbnede Carstensen Københavns Sommer Tivoli på Vesterbrogade. Det nyfødte tivoli kom hurtigt til at trække på storebror Bakkens hundredårige erfaring og mennesker. Det var bl.a. Bakkens Pjerrot N.H. Volkersen, som bragte pantomimen til Tivoli, hvor han blev i 50 år.
Man kom på Bakken for at more sig. Og der var rigelig motion til lattermusklerne. I Kramers Varité, Den Glade Gøgler og Rosenhaven, blev der på paraden fremvist hottentotter, damer uden underkrop og udbryderkonger som aldrig før.
De første sangerinderpavilloner så dagens lys, da J.L. Andersen også kaldet Jøde Andersen åbnede Sansouci i 1866. Det var en stor succes fra starten og et festligt indslag i det brogede Bakkeliv.
Sansouci blev især berømt og berygtet for den frimodige sangerinde Julie Westermann, som var en af tidens første rødstrømper. Sansouci indledte tribunesangen i skovens dybe stille ro, og sangen er aldrig forstummet.
I 1877 startede Jøde Andersen sin anden sangerindepavillon, Bakkens Hvile, der stadig eksisterer som det eneste etablissement af sin slags i verden. Bakkens Hvile blev hurtigt landskendt for sine vidunderlige sangerinder, store, små, tykke og tynde, som i dristige kostumer begejstrede herrerne og forargede fruerne. Mange skønne kvinder har sunget i Bakkens Hvile. Hvem husker ikke Cleo, Alvilda Ernst og Käthe Vogelius.